|
|
4. del:
Pandæmonium Fru Drusse, Bulder og portør Hansen overlever mirakuløst nødlandingen i Fælledparken - og resten af tiden undlader fru Drusse at tage så drastiske midler i brug, men forlader sig i stedet på sin gode forstand og kombinationsevne. Rigmor har vundet en strålende sejr over Helmer ved at snuppe anæstesirapporten og få den låst inde i en svensk bankboks. Hun kupper ham til at indgå ægteskab med sig - vielsen forrettes af den nye hospitalspræst. Men måske er opklaringen af de nærmere omstændigheder ved fejloperationen af Mona knap så afhængig af skriftligt bevismateriale, som alle hidtil har troet. Sygeplejerskerne har længe ladet Mona fumle rundt med sine staveklodser uden at bemærke, at hun nu helt uden hjælp kan forme korte, men klare sætninger på dynen foran sig. Krogshøj er en af de første til at opdage og udnytte denne uventede bedring i pigens situation. Snart efter erkender Helmer selv problemet. Moesgaard har omsider fået nok af Oles gestaltterapi - han har ikke længere behov for at vegetere. Nu vil han tilbage til både kirurgien og administrationen. Problemet er bare, at han har ssvært ved at sige fra overfor Ole, der i næsten et og alt har overtaget styringen af hans jegsvage personlighed. Og sønnen Mogge har mistet sit eneste trumfkort ved eksamensbordet - det pres, han kunne lægge på den eksterne censor, dr. Helmer. Nu forsøger han telefonisk at indsamle viden om Helmers fortid ved hospitalsvæsenet i Lund med det samme formål. Mens Mogge må luske sig til sin eksamen, kan Christian hele pensum på fingrene. Men Christian kommer ingen vegne med Sanne, der som så mange andre stille piger tiltrækkes af vildskab og billig charme. Da Falken, der hidtil har kørt ambulancen på de hemmelige natmissioner, bliver psykisk indisponeret efter en frontal kollision med en modkørende bilist, som dør efter indlæggelsen, tilbyder Christian at indtage Falkens plads bag rattet. For at øge spændingen og indsatserne er betingelserne samtidig blevet skærpet; man er gået over til blindkørsel med matteret forrude det første stykke af ruten. Den selvopofrende professor Bondo, hvis levercancer er begyndt at sætte metastaser, har ikke langt igen - men overlever ved Bulders mellemkomst. Nok kræver det en rosværdig indsats af Bulder selv - men at det overhovedet kan komme så vidt, skyldes først og fremmest et dunkelt punkt i Bulders baggrund, som hans mor skånsomt har undladt at fortælle ham om. Lillebror overvinder definitivt Åge Krüger og ondskaben. Men fru Drusse er nået så langt i sine spekulationer, at hun nu er sikker på, at nogen på Riget må have sendt bud efter dæmonen Åge Krüger. Én, der dyrker Satan. Men Hvem? Det falder fru Drusse ind, at rangordenen i Helvede er lige så streng og selvfølgelig som hierakiet blandt lægerne på Riget. Hvis hun nævner navnet på en prominent djævel, f.eks. Beltzebu, for rette vedkommende, vil han eller hun automatisk reagere ved at sige "grand duc", storhertug, som er Beltzebus titel blandt kendere og dyrkere. Fru Drusse er snedig nok til at pakke navnet ind i en uforpligtende ordleg, som hun først afprøver på Bulder, der svarer "øl", når hun siger "grøn". Hun gennemtrawler hospitalet for at teste alle, hun mistænker, men opklaringen besværliggøres af, at den virkelige satanist sagtens kan gemme sig bag et tilforladeligt ydre. Mod slutningen kulminerer beretningen om Riget endnu engang i et inferno af rædsomme begivenheder: Helmer forsøger at bortføre Mona i en vasketøjskurv med politiet i hælene. Christian drøner ud ad motorvejen i en ambulance med blændet forrude. 'Rigets sønner', der har erklæret det okkulte krig, holder spiritistisk seance med sundhedsministeren som centralmedie. Og en af de ansatte på Riget går i fru Drusses fælde og udnævner spontant Beltzebu til storhertug i Helvede.
|