Lars von Triers spøgelseshistorie 2. del: Trækfuglene Både Krogshøj og fru Drusse er døde med få minutters mellemrum. Fru Drusse blev ramt af et ordinært hjertestop, mens hun lå på operationsbordet - og Krogshøj bukkede under for den haitianske mikstur, som han, efter Helmers mange forgæves forsøg, nedsvælgede i en kop kaffe. Fru Drusse er endnu ikke i de dødes rige, men opholder sig i det Swedenborgske rum, hvor hun møder en gammel bekendt, det lille spøgelse Mary, der mener, at fru Drusse stadig har store opgaver at løse på Riget og derfor må vende tilbage. Mary beder fru Drusse hilse hendes lillebror. Judith har sit at se til. Lillebror trodser alle love for spæde børns adfærd og udvikling. Han består af et abnormt stort, talende hovede, men er også begyndt at udvikle lemmer, der minder om kartoffelspirer og er lige så skrøbelige. Desværre har Judtih nu ikke længere Krogshøj at støtte sig til. Den yngre del af hospitalspersonalet er blevet grebet af en dille: Hver nat kører Falken en ambulance ad motorvejen med hasarderet fart. Man satser store beløb på Falken - men udbyttet er afhængigt af, om Falken gennemfører sit ræs i den forkerte vejbane mod den normale trafik. Sportsgrenen kaldes ghost driving. Den medicinstuderende Christian er vildt forarget på de lovlydige trafikanters vegne, men samtidig bemærker han, at Sanne, der ellers ikke kan tåle at se blod, er fascineret af Falken og hans dumdristighed. Overfor Christian har Moesgaard junior, Mogge, ikke haft videre held med sit lynkursus i, hvordan kvinder skal tages. Christian ville gerne være en gladiator i Sannes øjne - men hun bliver ved med at synes, han er kedsommeligheden selv. Den mere modne og ansvarlige del af lægestaben trækkes med de eksistentielle kriser, der kommer med alderen. I et pludseligt anfald af hypokondri er Helmer begyndt at studere flydere og synkere i klosetskålen, mens Moesgaard senior stadig forsøger at genopdage sit oprindelige jeg, kraftigt tilskyndet af gestaltterapeuten Ole. Moesgaard har ikke fantasi nok til at deltage konstruktivt i Oles rollespil, han duer ikke til at agere sig selv som barn og skælde sin far ud, men fra en niche i sin hukommelse henter han sin barndoms hemmelige glæde ved nudistbladet 'Solvennen' og er nu ved at anlægge sig en udsøgt samling erotica, som det fornøjer ham at vise frem til venner og fortrolige på hospitalet. Men ligesom fru Drusses død ikke var definitiv, burde reservelæge Krogshøjs heller ikke være det. Sådan tænker Helmer, men han skal nok lade være med at sige det højt. Mens han med sindsro imødeser anklagen om at være ansvarlig for Monas mentale invaliditet, vil han under ingen omstændigheder sættes i forbindelse med Krogshøjs død, som ikke var forsætlig. Krogshøj skulle jo kun forvandles til en viljeløs zombie - noget er kikset. Helmer passer sin haitianske forbindelse op. For barske ord og betaling tiltvinger Helmer sig en flaske modgift, som skal tilføres Krogshøjs organisme indenfor 72 timer. Krogshøj er imidlertid ikke til at finde. Af misforstået sympati med den tilsyneladende afdøde har portørerne arrangeret et forsvindingsnummer med ham. De synes, det ville være synd, hvis nogen af hans kolleger skulle finde på at skære i ham, og har opmagasineret ham under et forkert navn. Endnu er de 72 timer ikke gået. Helmer imødeser Krogshøjs begravelse og køber en spade. Men den snusfornuftige Moesgaard belærer ham om, at de fleste danske læger lader sig kremere for på denne radikale måde at undgå kedelige erfaringer med de fejlskøn angående dødens indtræden, som den danske lægestand fra tid til anden gør sig skyldig i. Helmer har selv spøgt med de to svenske dødskriterier, 'død' og 'meget død'. Efter hans beregninger er Krogshøj slet ikke død - men hvad hjælper det, hvis han alligevel bliver kremeret i sin dødlignende tilstand ?